Opdateret: 4. marts 2024

Ekspert rådgivning hos 4 virksomheder

Hos Fødevarehuset Vores Marsk er der blevet tilbudt vouchers til rådgivning med eksperter, og i denne artikel dykker vi ned i, hvordan 4 virksomheder har benyttet sig af tilbuddet til at få en ekstern ekspert på besøg. Her kan du læse om, hvordan eksperten har hjulpet virksomhederne, og hvad der er blevet fokuseret på.

Bær bliver plukket med maskine hos Vibegaard.

De 4 virksomheder

Vi starter med en kort præsentation af de 4 virksomheder, som i dette tilfælde alle er fødevareproducenter med relation til Vadehavet, og derfor har de kunne benytte sig af den voucher på 4.500 kr. til 1-1 rådgivning, som Vores Marsk har tilbudt med midler fra Landdistriktspuljen. Hos Vores Marsk og Tønder Erhvervsråd generelt, findes der yderligere en række muligheder for tilskud i forskellige henseender. Kontakt Tønder Erhvervsråd for at høre mere.

Jernved Mejeri

Jernved Mejeri blev bygget i 1909 af bønderne i Jernved og omegn. Mejeriet blev drevet som et andelsmejeri frem til 1992. Hovedproduktionen var smør.

I 1992 blev mejeriet solgt til Laila og Ole Jørn Frederiksen. Mejeriet blev derefter til et privatmejeri.

Efter ombygning og tilbygning til ostemejeri begyndte de at producere Danbo og lave smør i sommeren 1992 – alt efter gamle håndværkstraditioner. Senere kom produktionen til også at omfatte Svenbo og Maribo-oste.

Smør fremstillet på Jernved Mejeri bliver lavet efter gammel tradition, hvor den friske fløde syrnes i min. 24 timer, hvorefter den kærnes ud til smør.

Langtidssyrningen giver smør fra Jernved Mejeri den eftertragtede aroma. Som biprodukt af smørret får vi gammeldags kærnemælk, som smager som kærnemælk skal smage -lige- som vi husker fra gamle dage.

Mejeriet beskæftiger 5 medarbejdere – dels i osteriet og dels på lageret.

De har et mejeriudsalg, hvor de udover egne produkter (kærnemælk, smør og ost), sælger is og islagkager, danablue, brie, rygeost og økologiske mælkeprodukter, altsammen fra mindre danske producenter.

Jernved Mejeri producerer selv deres oste

Vibegaard

Vibegaard er en ejendom, der blot ligger 8 km øst for vadehavet, der til tider kan vise sig fra den lidt barske side. Sidder man ved stuehuset har man udsyn over bærmarkerne, en ren paradis at gå en stille sommer aften lige før høst, og smage på de vidunderlige bær, og se naturens dyr nyde livet i de lange rækker bær, ja så kan det ikke blive bedre.

Vibegaard naturægte saft blev etableret i 2003 af Brdr. Anders & Bent Sørensen og Niels Grovn. De var ejere af to bærplantager med en placering i henholdsvis Gasse ved 6780 Skærbæk, samt Haderslev. Gårdejerne havde store ambitioner og startede efter nogen tid sammen virksomheden under navnet “Vibegaard”.

Formålet var at skabe en saft af særlig kvalitet, der kunne sælges i danske specielforretninger, med tiden blev dette “projekt” mere omfattende og har udviklet sig til at der i dag fremstilles 11 forskellige produkter og nye ting er på vej.

Hos Vibegaard dyrker og høster de selv bærerne til deres saft

Vester Vedsted Vingård

Vester Vedsted Vingård danner rammen om en vingård, et bryghus, et destilleri, en butik med salg af egne varer samt egen restaurant.

Om dagen frokostservering og kaffebord med hjemmebag, om aftenen gourmet med hvide duge, levende lys og ekstra kræs for detaljen. Alle råvarer er økologiske og størstedelen henter de hos lokale producenter og “grønheder” fra egen køkkenhave.

De tilbyder rammerne for et måltid eller en kaffestund nydt i en hjemlig og afslappende atmosfære med deres egne produkter som baggrund og kig til skoven, som er den eneste nabo.

Både dag og aften fornemmes stemningen af stille summen af aktivitet i produktionen. Nogle gange er det dufte fra ølbrygning, der siver ud fra det hellige vineri og i en periode hvert år duften af nygæret vin.

Hos Vester Vedsted Vingård bliver druerne til vinen produceret på matriklen

Fanø Salt

Fanø Salts historie starter i 2018 en solskinsdag i oktober, hvor snakken går over morgen kaffen, blandt andet om, hvor saltvandet i Vadehavet er, og hvor anderledes det smager i forhold til saltvandet andre steder i verden. Snakken forsætter, og er enighed om, at det skal da prøves at syde, og her bliver Fanø Salt født.

Første forsøg laves i en gryde, her får de en smule salt som smager helt anderledes end noget de har prøvet før. Det bliver hurtigt klart, at det skal gøres meget større, så havegrillen findes frem, samt et par store bradepander i rustfri stål. De bliver fyldt med vand, og de bliver stående en hel masse timer, og derefter får de de smukke store flage salt frem, som smager virkelig godt.

Så tager det fart. De får produceret en rigtig syde pande, får lært en hel masse om salt koncentration, syde temperatur, mængde af vand i panden osv. og begynder at lave rigtig meget salt, som bliver pakket og sendt ud i den store verden.

Fanø Salts produkter er unikt bl.a. pga. placeringen langs Vadehavet

Salg skal dyrkes for at vokse

Fælles for de 4 virksomheder er, at alle deltog i et seminar omkring salg og eksekvering, som virksomheden Kombination afholdt. Herfra blev det klart for de 4 virksomheder, at der var mere at hente for dem på dette punkt. Gennem Vores Marsk benyttede de sig af tilbuddet med en voucher på 4.500 kr. til 1-1 rådgivning med en ekspert, og alle 4 valgte derfor også Kim Komdrup fra Kombination for at anskaffe sig mere viden inden for salg og eksekvering.

Kombination er en konsulentvirksomhed, der primært har fokus på brancher, der arbejder med dagligvare. De hjælper virksomheder i alle brancher ud fra deres erfaringer inden for dagligvarer, hvor magtfulde indkøbere, lave avancer og krævende forbrugere har gjort det til verdens hårdeste markedsplads.

Som partner i virksomheden har Kim Komdrup mere end 25 års erfaring med salgsudvikling, prissætning og forretningsudvikling – og som Kim selv siger:

Jeg arbejder bedst ”hands-on” ude ved virksomhederne, så jeg kan lære dem at kende og komme til bunds i deres problemstillinger. Det største problem for mange virksomheder er, at der ikke bliver handlet på udfordringerne – selvom man ved, hvad der skal til for at løse problemet.

Kim fortæller efter forløbene, at fokus i hans seancer hovedsageligt har været på salg. I denne sammenhæng handlede det primært om at skaffe nye kunder, vedligeholde de eksisterende kunder og i det hele taget, hvordan man sørge for, at ens salgsmateriale er tip-top og i overensstemmelse med virksomhedens vision.

Han nævner f.eks., at han beskæftiger sig meget med prissætninger, således at virksomheden tager den korrekte pris for sine varer ift. udgifter. Her dykker Kim dybt ned i forretningen og kommer rundt om de helt små detaljer. Ole Frederiksen fra Jernved Mejeri fortæller:

Han (Kim) er god til at sætte sig ind i sine kunders behov og derefter komme med forbedringsforslag og løsninger. Han er meget vedholdende, og det er positivt, for han sørge for, at man får tingene gjort. Vi har fået øjnene op for nogle detaljer og fået et andet perspektiv på tingene, og det tror jeg er sundt for en virksomhed.

Hos Jernved Mejeri er der også blevet skabt forbindelse til Edeka i Tyskland. I den forbindelse kunne Kim hjælpe med udarbejdelsen af salgsmaterialet, så det blev skarpt til det tyske marked.

Kombination hjælper især virksomheder, der beskæftiger sig med dagligvarer

Småtingene er de værste

Kim beretter, at det er de små ting, som man normalt kan have en tendens til at udskyde eller glemme, som kan have stor betydning for ens forretning. Det kunne f.eks. være at samle telefonen op og give nogle af ens gamle kunder et kald. Måske lyder det som et kort serviceopkald, men når alt kommer til alt, så husker kunden opkaldet og den ekstra opmærksomhed – og det betyder noget på den lange bane. Derfor er Kims råd også: Få det gjort – også de små opgaver.

Selvfølgelig er det ikke alle små opgaver, der kan have den samme betydning for virksomheden, men her kan Kim hjælpe med at skabe et overblik og fortælle, hvilke resultater de enkelte opgaver kan medføre.

Marie Louise Malletier fra Vester Vedsted Vingaard fortæller:

Kim gav os en selvtillid, da han bekræftede, at vi havde gang i mange af de rigtige ting, men han gav os også en idé om, hvilke opgaver der fremadrettet skulle prioriteres. Han var et godt sparringsorgan, som kiggede nærmere på priser og rabatter og kom f.eks. med et råd om, at det er okay at sige nej til en kunde, når der efterspørges rabat. Rabatten skal gives i de rigtige situationer. Det perspektiv var rart at få med.

Marie fortæller også, at, helt lavpraktisk, blev der kigget nærmere på, hvordan man kunne lave små ændringer på deres vinetiketter, og hvilke resultater det kunne medføre.

Omlæg vaner og vær objektiv

Kim fortæller, at meget af hans arbejde også består i at hjælpe virksomhederne med at omlægge deres vaner. Her menes der især et øget fokus på driften af virksomheden. De fleste virksomheder kan sagtens se fordelene i Kims løsningsforslag og råd, men når det kommer til eksekveringen, kan det godt halte:

Mange virksomhedsejere sidder fast i gamle riller, og det kan være svært, når man bliver bedt om at tænke i andre baner eller flytte fokus. Derfor er det også vigtigt, at man er vedholdende – især hvis man vil se de ønskede resultater.

Virksomhederne koncentrerer sig, som forventet, om det, de er bedst til: At producere varer eller udbyde services. Det er dét, de er bedst til. Derfor erfarer Kim også, at mange af de nødvendigheder, der kræves, når man driver virksomhed, kan blive glemt. Det kunne f.eks. være lave udregninger, der giver et retvisende billede af kostpriser eller udsalgspriser, eller hvordan man sørge for, at der er en netto-tilgang af nye kunder. Og så skal det hele selvfølgelig kontinuerligt opdateres og finpudses.

Anja Høst fra Fanø Salt uddyber:

Når man er selvstændig er forretningen ens hjertebarn, og det kan nogle gange være svært at være objektiv ift. prissætning. Derfor er det også rart at få et andet perspektiv fra en udefrakommende, der kigger rent på ens produkt og virksomhed. Vi vil jo helst lave det, som vi er passionerede omkring, og så kan det bagvedliggende nogle gange ryge bagerst i køen. Her var Kim en stor hjælp.

En del af Kims arbejde handler derfor også om at give overblik til virksomheden og, som følge deraf, mere ro. Anders Sørensen fra Vibegaard udtaler:

Kim er god til at forklare. Han hjalp os med at få detaljerne på plads i vores prissætning. Man kan hurtigt mærke hans erfaring, og forløbet har givet os noget at videreudvikle på. I bund og grund fik vi hjælp til at få noget papirnusseri på plads, så vi kan fortsætte med at producere vores saft.

Alt i alt er der altså blevet kigget på detaljerne, og virksomhederne er enige om, at det har givet stof til eftertanke – på den ene eller den anden på. Fælles for alle var, at det startede med et partnerskab og en voucher fra Vores Marsk og førte til nogle konstruktive sessioner med Kim Komdrup fra Kombination, som forhåbentlig – med lidt vedholdenhed – kan være med til at give de 4 virksomheder en bedre bundlinje, overblik og ro i sindet.

Voucheren fra Vores Marsk er tilgængelig indtil juni 2023, og man kan benytte en ekstern ekspert inden for præcist det felt, som man mangler hjælp til.

Kontakt daglig leder af Fødevarehuset Vores Marsk her for at høre mere om tilskudsmuligheder og rådgivning.

Fanø Salt

Produkter fra denne producent forhandles i vores Fødevarehus i Tønder.